kosttilskud.dk

 

Vitaminer til gravide


sund pige - vitaminer til gravideNår du er gravid, skal du være ekstra opmærksom på, at du får de vitaminer, du skal have. På kosttilskud.dk kan du læse en masse om kost til gravide.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at den gravide kvindes kost bidrager med 400 mikrogram folat hver dag- gældende fra det tidspunkt, at hun planlægger at blive gravid, indtil omkring 12 uger henne i graviditeten.

Dette behov kan dækkes ved et dagligt indtag af en multivitaminpille. Folat tilhører gruppen af B-vitaminer, og bliver også kaldt folsyre eller folinsyre, som er benævnelsen for de syntetiske former. Fødevarestyrelsen beskriver vigtigheden af folsyre i forhold til fosterets udvikling af knoglestruktur. Folsyre vil kunne reducere risikoen for neuralrørsdefekt, som skyldes fejl i nervesystemet, og kan i værste fald resultere i flere alvorlige skader hos fosteret. Neuralrøret stimulerer den del af knogledannelsen der omhandler rygrad og kranie. En defekt på neuralrøret kan derfor forårsage rygmarvsbrok, som kan medføre en mangelfuld udvikling af hjernen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler også andre vitaminer til gravide. Det gælder eksempelvis D -vitamin, som det anbefales, at gravide dagligt indtager 10 mikrogram af under hele graviditeten. Dette behov kan dækkes af en daglig multivitaminpille.

D-vitamin er vigtigt for knogler og tænder, og hvis moderen mangler D-vitamin under graviditeten, er det samme tilfældet hos barnet. Normalt skal man begynde at give nyfødte D-vitamin fra de er omkring 5 uger gamle. D-vitamin optages bla. i kroppen via solstråler, men solstråler kan være begrænset i vores del af Europa.

Sundhedsstyrelsen advarer derimod mod et højt indtag af A- vitamin til gravide, som vil overskride det anbefalede indtag på 800 mikrogram (eller RE, retinol). Der er der dog sjældent risiko ved en daglig multivitaminpille, hvor indholdet af A-vitamin oftest ligger mellem 300-800 mikrogram (angives i deklarationen). Det frarådes at spise paté og lever, idet disse fødevarer indeholder store mængder af A-vitamin. Gulerødder og andre grøntsager indeholder betacaroten, som skal omdannes før kroppen kan optage og anvende det som A-vitamin, og vil derfor ikke være en risikofaktor for fostret. Forskning har vist at et for højt indtag af A-vitamin kan medføre misdannelser hos fosteret. Misdannelserne kan opstå hos flere centrale organsystemer, eksempelvis i kraniet og centralnervesystemet.

Der skal ydermere tages forbehold ved lægemidler, som har ligheder med A-vitamin. Et eksempel på sådan et lægemiddel, er isotretinoin: Forskning, beskrevet i The New England Journal of Medicine (1985), viser, at isotretinoin medførte en forøget risiko for samme slags misdannelser, som ved A-vitamin. Isotretinoin er et hudlægemiddel som fåes på recept mod akne, og er beslægtet med A-vitamin. Isotretinoin går under medikamentnavne som Accutin, Dermaoral, Isotretinoin “Alpharma”, Isotretinoin “Ratiopharm” og Roaccutan.

Vi håber, at du er blevet lidt klogere i forhold til din graviditet og vitaminer – ellers kan du læse mere på graviditets vitaminer på netdoktor.