kosttilskud.dk

 

Kosttilskud til gravide


hjerte på gravid mave - kosttilskudNår du er gravid er det meget vigtigt, at du dækker både dit eget og din babys behov for vitaminer og mineraler. Med kosttilskud kan begge jeres behov blive dækket.

Graviditet og mineraler

Er du gravid? Før man som gravid starter med at tage kosttilskud til gravide er det en god ide at læse sundhedsstyrelsens vejledning om graviditet og kosttilskud. Under graviditeten anbefales det at tage kosttilskud af folsyre, D-vitamin  og jern. Folsyre og D-vitamin kan dækkes gennem et dagligt indtag af en multivitaminpille for gravide, mens jern skal tages separat.

Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt jerntilskud på 40-50 mg dagligt fra den tiende graviditetsuge og graviditeten ud. En dansk kvinde har generelt et for lavt jernindhold i kosten, og som gravid er der endnu større risiko for jernmangel. Dettes skyldes at den gravide kvindes jerndepoter ikke er tilstrækkelige, blandt andet fordi en andel af jerndepoterne skal gå til udvikling af fosteret og til selve fødslen. Det større behov for jern skyldes en forøget produktion af røde blodlegemer, idet de røde blodlegemer nu også skal transportere ekstra ilt til barnet. Jernmangel kan derfor føre til blodmangel, hvor symptomerne blandt andet er træthed og svimmelhed.

Forskning viser desuden, at kroppen vil have sværere ved at optage jern, hvis der samtidigt indtages calcium (eksempelvis som tilskud eller mejeriprodukt), koffeinrige drikke eller kornprodukter. Kornprodukter har et højt indhold af fytinsyre, som vil binde zink og jern, og dermed hindre kroppen i optimal optagelse af mineralerne.

Sundhedsstyrelsen anbefaler at gravide indtager mindst 1/2 liter mejeriprodukt om dagen, for at opnå et indtag på 900 mg calcium dagligt (anbefaling fastsat af de nordiske næringsstofanbefalinger). Hvis den gravide kvinde ikke spiser eller drikker mejeriprodukter, så er det en god ide at tage et kosttilskud af calcium (kalk) hver dag. Det ville være optimalt med 500 mg kalktilskud dagligt, gennem hele graviditeten. Kalk er vigtig i forhold til den gravide kvindes knogler og for fosterets knogleopbygning samt tænder.

Graviditet og uhensigsmæssig næring

Gravide bør være opmærksomme på indholdet i det kosttilskud som de vælger at indtage. Eksempelvis gjorde Fødevarestyrelsen i 2008 opmærksom på, at ingefær i høje koncentrationer, som det findes i visse kosttilskud, kan være skadeligt for gravide og deres fostre. Ingefær som kosttilskud for gravide har været anbefalet af mange læger og Jordemoderforeningen som et middel mod kvalme, men Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet vurderer, at det kan være skadeligt for fosteret. Forskning med forsøg på rotter har påvist en øget risiko for abort ved at anvende et kosttilskud baseret på ingefær.

Dermed er det ikke sagt, at det er farligt for gravide at spise at spise mad med ingefær. Men Fødevarestyrelsen anslår, at indholdet af ingefær i kosttilskud i nogle tilfælde svarer til at spise 2 poser ingefær-krydderi om ugen. Der er altså forskel på at spise et kosttilskud indeholdende store mængder ingefær hver eneste dag i en lang periode og så at spise mad med ingefær.

Alle kosttilskud skal være forsynet med advarselsmærkning, der orienterer gravide om, at produktet kun bør indtages efter aftale med læge. Kosttilskud, der alene indeholder folinsyre er dog fritaget for denne advarselsmærkning.

Som sædvanlig anbefaler vi, at du søger efter informationer om de kosttilskud, du vælger at tage, læser indlægssedlerne grundigt og spørger din læge, hvis der er noget du er i tvivl om. Endvidere anbefaler vi, at du kigger forbi Fødevarestyrelsens side om kosttilskud til gravide.

 Et godt råd er at gøre sig bekendt med Sundhedsstyrelsens råd og anbefalinger om kosttilskud og gravidtitet. Derefter kan man sammensætte en kost der både opfylder den gravides- og barnets behov, i samarbejde med en sundhedsprofessionel, og eventuelt supplere med kosttilskud, for at dække de huller der skulle være.