Hvordan afslører man snyd med proteinpulver?

Indledning

Priserne på valleprotein er i de seneste år steget en del, og det har haft den uheldige konsekvens, at mange producenter er begyndt at manipulere med deres produkter, for at kunne opretholde konkurrencedygtige priser, og stadigvæk have en høj fortjeneste. Man anvender simpelthen metoder, hvor man bevist forringer kvaliteten af proteinpulveret, for at spare penge.

I denne artikel kigger vi nærmere på de metoder som virksomhederne bruger for at snyde, og hvordan de slipper afsted med at sælge underlødigt proteinpulver til forbrugerne. Vi ser også nærmere på de testmetoder til proteinpulver test, man kan anvende til at teste kvaliteten af et proteinpulver, samt de svagheder der er forbundet med de forskellige tests. Endvidere har vi netop lavet den store Proteinpulver test 2015

Hvilke metoder bruger producenterne til at snyde forbrugeren?

Der findes flere forskellige metoder, som producenterne kan anvende, for at snyde med protein kvaliteten. Fælles for dem alle er, at man forsøger at sænke produktions omkostningerne, så man tjener mere på proteinpulveret. Konsekvensen for forbrugeren er, at man tror man betaler for et proteinpulver af høj kvalitet, men reelt står man med et produkt af meget ringe kvalitet. Men hvordan kan man skjule den slags? Og er det overhovedet lovligt?

Amino Acid Spiking

En af de mest brugte former for snyd, er den metode som hedder ”Amino Acid Spiking”. Metoden går i al sin enkelthed ud på at tilsætte store mængder af en billig aminosyrer til proteinpulver. De mest anvendte aminosyrer er glycin og taurin, da de er de billigste. Man sænker derved produktionsomkostningerne drastisk, og det vil ikke fremgå tydeligt på deklarationen, at der er tale om et forringet proteinpulver. For kigger man på det totale indhold af protein i et givent proteinpulver, så er gramangivelsen baseret på det samlede nitrogenindhold i pulveret. Det antal gram protein der er i et givent pulver siger absolut intet om aminosyrer sammensætningen. Den store mængde af billige aminosyrer i pulveret, holder den samlede mængde protein i vejret, men kvaliteten af proteinpulveret er kraftigt forringet.

Nu er der forskel på hvor meget de forskellige producenter fylder i, men det er ikke ualmindeligt at finde pulver, hvor halvdelen af pulverets volumen udgøres af fyldstoffer, i form af billige aminosyrer, som glycin og taurin. Forbrugeren kan derfor ende med at stå med et proteinpulver, hvor man tror man får 40 gram kvalitetsprotein pr. proteinshake, men i realiteten kun får 20 gram.

Hvorfor er det et problem? Lad os tage udgangspunkt i valleprotein, som er den mest solgte type proteinpulver. Valleprotein er netop populært fordi den ernæringsmæssige kvalitet af proteinet er meget høj. At der tale om kvalitetsprotein, vil sige at indholdet og tilgængeligheden af essentielle aminosyrer i det komplette protein er høj. Proteinkvalitet kan bedømmes ved hjælp af flere metoder (hvoraf DIAAS-metoden er den mest retvisende), men fælles for dem alle er således at de baseres på hvor komplet indholdet af de essentielle aminosyrer er.

Når man styrketræner stiger behovet for protein, da kroppen har brug for flere aminosyrer til opbygning af nyt muskelprotein. Det er dog ikke ligegyldigt hvilken type protein man indtager, da kroppen ikke kan selv kan danne de essentielle aminosyrer, og derfor skal have disse tilført gennem kosten. Derfor er det vigtigt at man overvejende dækker sit øgede proteinbehov med kvalitetsprotein, for at få en tilstrækkelig tilførsel af essentielle aminosyrer.

Som nævnt har valleprotein netop et højt indhold af essentielle aminosyrer, herunder den forgrenede aminosyre leucin, der er særligt vigtig i forbindelse med muskelopbygning. Der er altså tale om et proteinpulver, som egner sig glimrende til de ernæringsmæssige behov i forbindelse med styrketræning. Men når man så benytter sig af ”Amino Acid Spiking”, og tilsætter billige aminosyrer, får man ikke kun et større indhold af ikke-essentielle, og dermed unødvendige aminosyrer – man fortynder også indholdet af de aminosyrer, der netop er vigtige for optimal restitution og muskelopbygning. Resultatet er et produkt, der ganske enkelt virker dårligere som et kosttilskud til styrketræning. (kilde: https://www.bodylab.dk/shop/proteinpulver-84s1.html)

Hvis producenten overholder loven, så er det relativt let at gennemskue. For hvis du kigger på aminosyreprofilen, og kan se at indholdet af glycin eller taurin er unaturligt højt, så kan du være sikker på at produktet har været udsat for ”Amino Acid Spiking”.

Det er nemlig fuldt ud lovligt, at anvende ”Amino Acid Spiking”, så længe det deklareres. Problemet opstår, når producenten vælger ikke at deklarere det. Så er det nemlig ikke længere lovligt og så er det umuligt for forbrugeren at gennemskue, at man har manipuleret med kvaliteten af proteinpulveret.

Mange slipper afsted med ikke at deklarere det, fordi det er ret dyrt at afsløre ”Amino Acid Spiking”. Det kommer vi nærmere ind på i afsnittet, hvor vi kigger nærmere på de testmetoder man kan anvende til at teste kvaliteten af et proteinpulver.

Fortynding med maltodextrin og fruktose

Der findes også andre måder, hvorpå man kan sænke produktionsomkostningerne, og det er ved at smide en masse fyldstoffer i pulveret. Ofte anvender man fruktose eller maltodextrin. Problemet ved denne praksis er, at den er let gennemskuelig, hvis producenten deklarerer det korrekt. Her vil man nemlig kunne se, at mængden af protein pr. 100 gram bliver lavere. Der er dog mange som anvender denne praksis uden at deklarere det.

Snydeblandinger

I USA og andre lande, har man en lov som tillader virksomheder at holde sammensætningen af forskellige ”blandinger” hemmeligt. Sælger man eksempelvis et produkt som indeholder valle, kasein og ærteprotein, så behøver man ikke fortælle, hvor meget der er i af hver proteintype. Det er fuldt ud lovligt at gemme sandheden bag noget der står deklareret som et fancy navn efterfulgt af ”blend”.

Fordelen ved denne praksis er, at man kan op- og nedjustere indholdet, alt efter hvilken proteintype der er billigst, på et givent tidspunkt. Det er helt okay at skrive dyrt valleprotein på ingredienslisten, selvom valleproteinet kun udgør 5 % af det samlede proteinindhold. Den reelle sammensætning kender kun producenten.

Det er dog ikke en praksis vi har herhjemme, men den ses hyppigt anvendt på amerikanske produkter.

Overskudsprotein sælges som whey proteinpulver

Når man fremstiller whey proteinpulver af høj kvalitet, så gennemgår råvarerne en lang række processer, og det er kun en lille del af en given produktion, som lever op til de strenge krav der stilles til et højkvalitets proteinpulver. Det som bliver til overs sælges ofte til foderindustrien, eller til fødevarefabrikanter, hvor det indgår i diverse færdigretter. Men det er skrupelløse firmaer som sælger det underlødige pulver som høj kvalitets proteinpulver. Så igen står forbrugeren med et produkt som ikke lever op til det som det lover.

Men det er dog ret let at afsløre, hvis en given producent sælger industriprotein som høj kvalitets whey proteinpulver. En simpel test af det samlede proteinindhold vil afsløre, at indholdet ikke stemmer overens med det som står på deklarationen.

Overdeklarering

Man kan også snyde forbrugeren uden egentlig at røre ved selv proteinpulveret. Der er mange producenter som overdeklarerer, for at få deres pulver til at fremstå bedre end det er. Når man laver en deklaration for et givent proteinpulver produkt, så hedder reglerne, at man deklarerer indholdet efter det gennemsnitlige indhold. Det er helt normalt og lovligt.

Det er normalt, at et givent produkt ikke altid rammer de deklarerede tal. Men tester man 50 forskellige batches, så skulle det gennemsnitlige tal gerne ligge meget tæt på det deklarerede. Når det gennemsnitlige tal ligger noget under det deklarerede tal, så kan man være ret sikker på at producenten bevidst har overdeklareret.

Tilsætning af melamin

Et andet, og potentielt meget farligt problem, er når landmænd, mælkeproducenter og mellemhandlere tilsætter melamin til mælken. Det har været et meget udbredt problem i Kina. I 2004 opdagede man, at modermælkserstatning var baseret på kinesisk mælk, tilsat melamin, og det resulterede i at mange spædbørn blev underernæret og døde som følge heraf.

Specielt de kinesiske landmænd føler sig pressede af den stigende konkurrence, og de faldende markedspriser. Det som de rent praktisk gør, er at fortynde deres mælk med vand. Til tider med helt op imod 30 % vand. Det giver logisk nok et faldende næringsindhold, og da kvaliteten af mælken ofte måles på indholdet af protein, så tilsætter man det nitrogenholdige stof melamin. En af de mest brugte metoder til måling af total proteinindhold er Kjeldahl metoden, men den måler kun mængden af kvælstof, og kan ikke påvise tilstedeværelsen af melamin. Men det giver indtrykket af, at der er tale om en mælk med et højt proteinindhold.

Det har længe været forbudt i EU, at importere mælkeprodukter fra Kina, så derfor kan man være sikker på, at de EU-producerede proteinpulverprodukter ikke er baseret på kinesisk mælk. Men
det samme gør sig ikke gældende for udenlandske proteinpulverprodukter.

Dopingstoffer i proteinpulver

Og så er det værd at have med, at der også er en lille risiko for at ende op med et proteinpulverprodukt, som er blevet tilsat dopingstoffer eller indeholder rester af doping eller doping-lignende stoffer.

Krydsterminering er ofte det som er årsagen til at man finder spor af dopingstoffer i proteinpulver. Der sker det, at en virksomhed sideløbende har en produktion af eksempelvis pro-hormoner, som er lovligt i visse land. Og hvis deres proteinpulver produktion gør brug af nogle af de samme produktions enheder, så kan rester af pro-hormoner havne i proteinpulveret.

Der er dog også eksempler på at mindre, og ekstremt skrupelløse, firmaer bevidst tilsætter små mængder anabolske steroider til deres produkter, for at øge effekten af proteinpulveret. Det er dog næppe et voldsomt udbredt problem. Det er dog ikke ualmindeligt, at man finder ulovlige stoffer i pre-workout kosttilskud og slankepiller. Der har på det seneste været mange eksempler på slankepiller, som er blevet tilsat det meget farlige stof DNP. Der har også været adskillige dødsfald som følge heraf. Det er selvfølgelig ikke noget som relaterer sig til proteinpulver, hvor risikoen trods alt er noget mindre, men det er dog stadigvæk noget man skal have i baghovedet, når man skal vælge imellem at købe et udenlandsk produkt.

Hvilke testmetoder kan man bruge til at afsløre snyd?

Vi ser nu nærmere på nogle af de testmetoder man kan bruge til at teste indholdet i proteinpulver. Der findes en del tests, men de fleste af dem kan ikke stå alene. Det har hver især deres fordele og ulemper.

High Performance Liquid Chromatography

High Performance Liquid Chromatography, eller forkortet HPLC, er en avanceret og meget tidskrævende metode, til at teste protein. Formålet med HPLC er ikke at finde ud af hvor meget protein der er i prøven. Formålet er at teste sammensætningen af proteinet. Det specifikke protein koges i saltsyre i flere timer, så man får splittet alle peptidbindingerne. Proteinet bliver derved splittet op i frie aminosyrer. Man står nu med en væske, hvor man har mulighed for at teste proteinets aminosyrer sammensætning. Væsken sendes igennem en maskine, hvor de enkelte aminosyrer passerer et slags filter. Hastigheden hvorved de forskellige aminosyrer passerer filtret er forskellig, og man kan derfor på baggrund af dette bestemme hvilke aminosyrer der er til stede, og i hvilken koncentration, når man sammenligner med en standardkurve hvor man kender stofferne og koncentrationerne.

Fordele ved HPLC

Fordelen ved HPLC er, at man med denne testmetode ret let kan afsløre om et givent proteinpulver har været udsat for ”Amino Acid Spiking”. Man kan også afsløre om producenten har overdeklarereret indholdet af visse aminosyrer.

Ulemper ved HPLC

Den helt store ulempe ved HLPC er, at den tager tid, og er noget dyrere end andre testmetoder. Og så er der en lille unøjagtighed i målemetoden. Der findes dog en lignende metode, ”Ultra Performance Liquid Chromatography”, eller UPLC, som er hurtigere, og også mere nøjagtig. Men det er en målemetode som er endnu mere bekostelig end HPLC.

Bicinchoninsyre-metoden eller BCA

Bicinchoninsyre-metoden, forkortet BCA, er en metode, hvor man opløser proteinet i en kraftig base, med en PH omkring 11. En typisk BCA opløsning består af bicinchoninsyre, natriumkarbonat, natriumbikarbonat, natriumtartrat og kobber (II) sulfat pentahydrat.

Metoden består af 2 trin. Når proteinet opløses i den basiske væske, så reagerer peptid bindingerne i proteinet med Cu2+ ionerne i kobber (II) sulfatet, og reducerer det til Cu+. Mængden af Cu+ er proportional med den mængde protein der er i opløsningen. Herefter reagerer bicinchoninsyren med Cu+ ionerne, og danner et violet stof som man kan måle ved at sende lys igennem. Jo mere violet en opløsning af protein er, jo mere protein er der i opløsningen. Man kan så sammenligne farvespektret med opløsninger, hvor man kender protein koncentrationen.

Metoden er forholdsvis hurtig, og ret præcis.

Fordele ved BCA

Den helt klare fordel ved BCA er, at det er en relativt nem og hurtig metode til test af proteinpulver. Nøjagtigheden afhænger af om pulveret er blevet tilsat kulhydrater eller andre tilsætningsstoffer. Hvis man kan være sikker på at prøver stort set kun indeholder protein, og hvis proteinpulveret er letopløseligt, så får man et relativt nøjagtigt resultat.

Ulemper ved BCA

Selvom metoden er hurtig og præcis, så har den dog visse svagheder. For det første kræver det, at proteinet er fuldt opløst i væsken, og vi kender alle til proteinpulver produkter, hvor det er svært at opløse det 100 % uanset hvor meget man shaker det. Hvis det er tilfældet, så får man et lavere indhold end det reelle indhold.

Derudover kan andre stoffer i proteinpulveret forstyrre resultatet. Kulhydrater har eksempelvis også reducerende egenskaber, og hvis der er mange kulhydrater i proteinpulveret, så kan det være årsag til at indholdet af protein måles til at være noget højere end det reelt er. Andre tilsætningsstoffer kan også være fejkilde.

Derudover siger BCA metoden kun noget om det totale indhold af protein. BCA metoden siger absolut intet om aminosyreprofilen, og den kan derfor ikke afsløre om proteinpulveret har været udsat for ”Amino Acid Spiking”.

Kjeldahl metoden

Kjeldahl er en hyppigt anvendt metode til at bestemme det totale indhold af protein i en given proteinkilde. Her måler man ikke på protein eller aminosyrer, men på mængden af nitrogen. Proteinprøven koges ved høj temperatur i koncentreret svovlsyre, og andre hjælpestoffer. Herved oxideres det organiske materiale til kuldioxid og vand, mens nitrogen omdannes til ammoniumsulfat. Ammoniumsulfatet omdannes til ammoniak ved tilsætning af natriumhydroxid, og ammoniakken destilleres derefter over i et forlag med en kendt mængde syre i overskud. Mængden af ammoniak, der er et mål for nitrogenindholdet, bestemmes ved titrering af den overskydende syre.

Fordele ved Kjeldahl metoden

Fordelen ved Kjeldahl metoden er, at den er relativt simpel, og ikke særligt dyr at foretage. Og man får et nogenlunde eksakt mål for den totale mængden protein i en given prøve. Det smarte ved Kjeldahl metoden er, at alskens tilsætningsstoffer ikke forstyrrer resultatet. Andre målemetoder kan give urealistisk høje værdier, hvis der eksempelvis er tilsat kulhydrater. Det ser man også ved BCA metoden, men Kjeldahl metoden reagerer ikke på disse ting.

Ulemper ved Kjeldahl metoden

Den helt store ulempe ved Kjeldahl metoden er, at den ikke skelner imellem proteintyper. Den måler den samlede mængde nitrogen og giver et fint billede af hvor meget protein der er i prøven, men den siger intet om, hvorvidt proteinet kommer fra soja, valle, kasein, ris eller sågar kollagen.

Bradford metoden

Bradford metoden er en metode som minder lidt om BCA metoden, da målingen baseres på et farvestof. Det protein man vil teste opløses i vand, og tilsættes et farvestof, som derefter binder sig til proteinet. Når farvestoffet binder sig til proteinet, så bliver opløsningen blålig. Jo mere blå opløsningen er, jo mere protein er der i prøven.

Fordele ved Bradford metoden

Den helt store fordel ved Bradford metoden er, at den er noget hurtigere end BCA metoden, og andre målemetoder.

Ulemper ved Bradford metoden

Bradford metoden har dog et par store ulemper. Den er meget afhængig af sammensætningen af aminosyrer, fordi den binder lettere til visse aminosyrer end andre. Hvis et givent protein eksempelvis indeholder store mængder arginin, så vil man ende op med alt for høje værdier, som ligger langt fra det reelle indhold. Samtidig er Bradford metoden meget afhængig af at prøven opløses fuldstændigt. Hvis den ikke opløses helt får man unøjagtige værdier. Så i store træk er det ikke en anbefalelsesværdig metode. Kjeldahl metoden er langt bedre, hvis man vil kende det totale indhold af protein.

Hvordan afslører man lettest snyd?

Hvis man er opsat på at afsløre om hvorvidt en given procent snyder med deres proteinpulver eller ej, så kan en enkelt testmetode ikke stå alene. Man er nødt til at kende både det totale indhold af protein, men også aminosyresammensætningen, samt koncentrationen af disse.

Hvis man vil dykke helt til bunds i kvaliteten af et givent proteinpulver, så kunne man kombinere Kjeldahl metoden med HPLC. På den måde giver Kjeldahl metoden et billede af det samlede indhold af protein i et givent produkt, mens HPLC giver et billede af aminosyrer sammensætningen, samt koncentrationen af disse. Således kan man afsløre både overdeklarering af det totale indhold af protein, men man kan også afsløre om producenten har brugt ”Amino Acid Spiking”. Det vil fremgå tydeligt af HPLC testen.

Og så er det vigtigt, at man tester flere forskellige batches. På den måde kan man være sikker på at testresultaterne er repræsentative. Hvis man laver 10 forskellige tests på det samme produkt, og trenden er den samme, så kan man være 100 % sikker på at den pågældende producent bevidst snyder sine kunder.

Hvad kan man gøre som forbruger?

Det er klart, at den enkelte forbruger ikke har ressourcer til at lade sit proteinpulver teste. Det koster mange penge at få testet den slags, men man kan dog alligevel gøre noget selv, ved at være en kritisk forbruger: læs altid deklarationen nøje. Mange gange kan man afsløre snyd allerede der. Det er selvfølgelig underforstået, at producenten ikke snyder med deklarationen. Hold specielt øje med indholdet af glycin og/eller taurin. Hvis indholdet af disse er unormalt højt, så kan du være sikker på at producenten har anvendt ”Amino Acid Spiking”, og så skal du holde dig langt væk fra denne forhandler. Læg også mærke til om der er blevet tilsat fruktose eller maltodextrin. Disse kulhydrater hører ikke hjemme i et proteinpulver af høj kvalitet, og står disse deklareret, så kan det være et bevidst forsøg på at fortynde produktet. Sidst, men ikke mindst, så vær påpasselig med udenlandske produkter.

Konklusion

Markedet med proteinpulver er efterhånden et broget marked, hvor det for mange virksomheder udelukkende handler om profit, fremfor at levere et højkvalitetsprodukt til kunden.

Man kan dog heldigvis afsløre den slags snyd, eksempelvis ved at lade diverse proteinpulverprodukter gennemgå nogle af de tests som er blevet beskrevet i denne artikel. Hvis man udsætter et proteinpulver for en Kjeldahl analyse, samt HPLC, så vil praktisk talt alle former for snyd kunne afsløres. Disse test kan være nødvendige, så kunderne ikke køber underlødig proteinpulver, eller sågar sundhedsskadelig proteinpulver.


style=”display:block”
data-ad-client=”ca-pub-5860640503149483″
data-ad-slot=”9178150648″
data-ad-format=”auto”>